Gammel Have |
Årsberetning 2003 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Hans Peder Hansen & hustru Margrethe Hansens Fond Året 2003 har været et pænt år belægningsmæssigt set. Huset har således været udlejet og beboet hele året på nær januar. Vi har endvidere måttet sige nej til ganske mange ansøgere, der så har stået på venteliste, og dermed har fået chancen ved evt. afbud. Beboerliste Januar: Den danske forfatter Mark Hebsgaard havde i denne måned fået tildelt Gammel Have. Desværre blev Mark Hebsgaard kort før starten af opholdet forhindret i at give møde, hvorfor vi i stedet kunne benytte måneden til visse mindre vedligeholdelsesarbejder. Februar: I denne måned blev Gammel Have beboet af den danske journalist og multimediemand mv., Preben Nyborg Madsen, der også beboede Gammel Have februar 2002. At han var glad for opholdet, fremgik af ansøgningens indledning, der lød: "Også jeg er faldet pladask for dette dejlige sted …" Marts: Det norske fylkesbiblioteksjef Ivar Haug gæstede Gammel Have i marts måned, der bl.a. blev brugt til at "læse sig op". Ivar Haug har været aktiv i mange sammenhænge, herunder ved etableringen af "The Heyerdahl Institute" og i forbindelse med et omfattende samarbejde med Baltikum. Herom berettede Ivar Haug ved en interessant aften for Gammel Haves Venner. Maj: Den danske skuespiller Inger Hovmann nød det meste af denne forårsmåned godt af Gammel Haves rammer. Inger Hovmann er oprindelig uddannet ved Skuespillerskolen v/Odense Teater 1970-73 og har siden vist sit mangesidede talent på en række teatre samt indenfor film, tv og radio. Juni: Denne måned tildelte vi ægteparret Bodil Liventhal og Johan Boisen Schmidt. Sidstnævnte er bl.a. dr.phil. i historie og har udgivet flere bøger indenfor dette emne. Bodil Liventhals forældre og bedsteforældre havde deres virke i det midtfynske og kendte således Margrethe Hansen. Juli: Den finske komponist, maler og forfatter Jouni Kesti fik i denne sommermåned lejlighed til at arbejde fra Gammel Have. Jouni Kesti havde således lejlighed til at slå på sine mange strenge som kunstner, men benyttede naturligt nok også denne sommermåned til at stifte kendskab til Danmark og da ikke mindst Fyn fra feriesiden. August: Denne måneds beboer var den danske sanger, komponist og tekstforfatter Anne Kierulff, der brugte perioden til at forberede sin tredje cd. Som Anne Kierulff skrev i sin ansøgning kan det være vældig svært i en travl hverdag som bl.a. udøvende sanger, kapelmester og sanglærer at finde den nødvendige ro til fordybelse, som er så nødvendig for skabelsesprocessen. Oktober, november og december: Den japansk fødte Reiko Tange beboede disse tre måneder Gammel Have sammen med sin danskfødte mand Christian Tange. De benyttede sammen opholdet til at arbejde videre med et større H.C. Andersen projekt, som tog udgangspunkt i en række foredrag på folkeoplysningsniveau, som de holdt i Japan i 2002. Her er interessen for H.C. Andersen stor og de blev inviteret til at komme igen med netop dette tema. Månederne er således bl.a. benyttet til at forberede en tourne med H.C. Andersen som omdrejningspunkt. Generelle bemærkninger Året er bl.a. gået med videre overvejelser om mulighederne for at bedre især de bildende kunstneres vilkår. Det er en vanskelig balancegang mellem tradition og fornyelse, der så samtidig naturligvis har et økonomisk aspekt. Her er vi kommet et stort skridt videre, idet Den Faberske Fond har givet tilsagn om en støtte på kr. 120.000 til et selvstændigt beliggende atelier, hvis vi ellers kan finde de resterende midler. Der arbejdes videre med andre fondsansøgninger, ligesom vi ser frem til, at arven fra Gunnar Mortensen kan manifestere sig markant ved at indgå i et atelier. I bestyrelsen har vi efter mange års godt samvirke måtte tage afsked med Bente Bramming, der - sammen med Ane Sandal Rettig - på udmærket vis bl.a. har forestået Gammel Haves Venner og de dertil hørende arrangementer. Der skal herfra lyde en stor tak for en fornem indsats og et aldrig svigtende humør. Bente Bramming afløses af Lene Crone Nielsen, der dels er cand.theol. og dels viderefører den traditionelle tætte kontakt til Ryslinge Frimenighed, da hun er gift med præsten herfor, Mikkel Crone Nielsen. Driften af huset kan fortsat vanskeligt lade sig gøre uden støtteforeningen "Gammel Haves Venner". Støtteforeningen virker som en art kunstforening. For hvert lod á 100 kr. har man chance for at vinde et kunstværk skænket af de kunstnere, der har boet i Gammel Have. Vi håber, at der fremover stadig vil være mange venner, der vil støtte på denne måde. Også bidragene fra vore faste sponsorer: Den Faberske Fond, Marius Pedersens Fond og Ringe Kommune har været af afgørende betydning for den daglige drift. Uden disse tilskud var det ikke muligt at drive Gammel Have, hvorfor der skal lyde en oprigtig tak herfor. I årets løb har Gammel Have og vore gæster været omtalt i pressen på mange gode måder. Pressen skal derfor også have stor tak for den udviste interesse. Peter Flint Jensen
|